Skat og betalinger til kommunen
Ejendomsskat 2020
Hvis du er grundejer i Faxe Kommune, har du som udgangspunkt modtaget din ejendomsskattebillet for 2020 i din digitale postkasse.
Alle ejere af en ejendom modtager et eksemplar af ejendomsskattebilletten.
Betalingsfrister
•1. rate den 1. februar 2020
•2. rate den 1. august 2020
Betales der ikke til tiden vil der påløbe gebyrer og renter. Er ejendomsskatten ikke betalt senest ved anden rykkerskrivelse, vil du modtage besked om, at ejendommen begæres på tvangsauktion.
Betalingsservice
Hvis du ikke har tilmeldt din ejendom til betalingsservice, vil du modtage et indbetalingskort ca. 14 dage før forfaldsdatoen for hver rate i din digitale postkasse. Det er kun den primære ejer, som vil modtage et eventuelt indbetalingskort.
Indbetalingskortet indeholder oplysninger, du skal bruge, hvis du vil tilmelde dig betalingsservice. Det er gratis at tilmelde sig.
Lån til betaling af ejendomsskat
Du eller din ægtefælle har i nogle tilfælde mulighed for at søge om at få lån fra kommunen til at betale ejendomsskatter til kommune og region.
For at få lånet skal du eller din ægtefælle:
•være fyldt 65 år eller modtage social pension, delpension eller efterløn
•have fast bopæl i Danmark
Du skal søge digitalt. Har du ikke mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp af Faxe Kommunens Bibliotek & Borgerservice.
Skylder du penge til kommunen
På denne side kan du læse mere om, hvordan du forholder dig, hvis du skal betale gæld til kommunen.
Faktura
Faktura sendes til din digitale postkasse, medmindre du er fritaget for digital post. Det er derfor vigtigt, at du husker at tjekke din digitale postkasse for at se om der skulle ligge en faktura eller en opkrævning. Det er en god idé at få opsat advisering på din digitale postkasse, så du modtager en mail eller en SMS ved ny post.
Benyt oplysningerne på det vedhæftede indbetalingskort ved betalingen af kravet.
Betalingsservice
Du kan tilmelde de fleste af kommunens løbende betalinger til betalingsservice.
Ved at lade betalingsservice betale de løbende regninger undgår du at betale for sent eller for tidligt og du undgår renter og gebyrer.
Benyt oplysningerne på indbetalingskortet ved tilmelding til betalingsservice eller kontakt Borgerservice/Opkrævningsteamet.
Kan du ikke betale, så ring Faxe Kommune 56 20 30 00 eller Opkrævningsteamet 56 20 35 62
Hvis du ikke kan betale faktura eller opkrævning fra kommunen på sidste rettidige indbetalingsdag, er det en god idé at kontakte Opkrævningsteamet. Ofte vil du kunne:
•undgå at modtage en rykkerskrivelse med et rykkergebyr
•få hjælp til tilmelding af løbende betaling til betalingsservice
•få oplysning om restancen
•lave en betalingsaftale
Rykker, gebyr og renter
Hvis du ikke betaler vil kommunen normalt sende en rykkerskrivelse til erindring om den manglende betaling. Rykkerskrivelsen sendes som udgangspunkt som digital post.
I forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelser pålægges et gebyr.
Der beregnes renter på ejendomsskat og pligtlån.
Inddrivelse
Har du ikke betalt kravet efter udsendt rykker eller lavet en betalingsaftale med Faxe Kommune vil kravet ofte blive sendt til Gældsstyrelsen til inddrivelse. Hvis dit krav er sendt til inddrivelse bør du kontakte Gældsstyerlsen, for at få betalt restancen. Du skal være opmærksom på, at der vil løbe yderligere omkostninger på kravet, hvis det sendes til inddrivelse ved Gældsstyrelsen.
Manglende betaling af ejendomsskat inddrives af kommunens pantefoged.
Kontakt Gældsstyrelsen via gaeldst.dk eller tlf: 7015 7304.
Modregning
Hvis du har en restance til kommunen vil der blive modregnet til betaling af kravet i overskydende skat.
Hvis du skylder betaling for daginstitution eller SFO vil der blive foretaget modregning i din børne- og ungeydelsen.
Betal din næste regning nemt og sikkert i e-Boks
Kom godt i gang
Sammen med e-Boks har vi gjort det nemt for dig at betale dine fremtidige regninger fra Faxe Kommune. Gå ind i e-Boks under “Indstillinger” og tjek at din e-mailadresse og dit mobilnummer er korrekte, så sørger vi for, at du får en meddelelse, næste gang vi sender dig en regning til betaling.
Sådan betaler du:
-
Log ind på e-boks.dk
-
Vælg dokument til betaling
-
Tjek at beløbet er korrekt
-
Klik på ”Betal” knappen
-
Vælg betalingsmetode og gennemfør betaling
Du har efterfølgende mulighed for at tilmelde dig automatisk betaling, så slipper du for at tænke på betalingen fremover.
Brug e-Boks app´en:
Download e-Boks app´en
Her kan du også betale dine fremtidige regninger fra os